Det er faktisk ikke let at arbejde hjemmefra. Jeg har selv en del personlig erfaring, så jeg tænkte, at det kunne være en idé at skrive lidt om, hvad jeg gør for at få det til at fungere samt nogle refleksioner herom. Selvfølgeligt er alle forskellige, og det, der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for andre.
Indlægget her er derfor ment som noget at tænke over. Et hjælpende skub i retning af gode vaner i de uger, hvor rigtigt mange danskere nu er tvunget til at arbejde hjemmefra.
Baggrund
En af de største udfordringer ved hjemmearbejde er netop, at man er hjemme for at arbejde i de omgivelser, man normalt forbinder med fritid. Der er en diskrepans imellem det, at man er "på arbejde" og samtidigt er "hjemme", som hjernen har svært ved at kapere.
Det er det, man også kender som kognitiv dissonans, og det er svært for de fleste mennesker at håndtere. Vilje og selv-disciplin er måske noget af det første, der falder én ind som en løsning, og det virker måske for nogle få, men for mange viser det sig, at viljen i længden ikke når særligt langt. Det skyldes netop det fænomen, at man sætter sig selv i en situation, der ikke harmonerer med hjernens opfattelse af, hvad situationen bør indebære (her: at arbejde når man er hjemme).
Men hvad kan man så gøre? I stedet for at "tage sig sammen" eller tvinge sig selv til at gøre noget selvmodsigende, så kan man prøve at strukturere sin hjemmearbejdsdag, så den giver færrest mulige undskyldninger for ikke at arbejde koncentreret. Det skaber gode vaner.
Mange mennesker er vanedyr, og vaner er nemme at vedligeholde. Alt, der ikke er en vane, kræver energi at vedligeholde og bliver derfor sværere. Så skab vaner, når du arbejder hjemme. Det er lidt hårdt i starten, men det betaler sig.
Hvorfor er det vigtigt?
Først og fremmest er vi ansat til at arbejde. Det giver sig selv. Vi skal også være tilgængelige, mens vi arbejder.
Men det er for mig ikke den eneste (eller for den sags skyld den vigtigste) grund. Det er vigtigt for mig at udrette noget i løbet af en dag. Jeg hader følelsen af at gå i seng med tanken om, at jeg kunne have gjort noget den dag, men af uransagelige (eller måske ret åbenlyse) årsager ikke fik det gjort. Det forværrer min selvfølelse og gør mig i længden smådeprimeret. Det påvirker folk omkring mig, og det påvirker igen mig. Dårlig cirkel. Ellers tak.
Rådene
Stå op
Stå op på samme tid, som du plejer. Tag et bad og kom i tøjet. Spis morgenmad.
Det at komme i tøjet og være soigneret hjælper din hjerne til at forstå situationen som ikke-hjemlig. Det virker måske banalt, men de fleste kender nok følelsen af, at hvis man først har fået søndagstøjet på om søndagen, så kommer det ikke lige sådan af igen, og så er vejen til sofaen en del kortere, og pludseligt sidder man og ser Netflix og vælter ostepops ned i gabet. Og så gik den dag.
Man kan godt være produktiv uden at komme i tøjet, men efter et stykke tid er der en risiko for, at de fleste falder tilbage i mindre produktive vaner, som følges ad med den måde, man ser ud og gebærder sig på. Ved at opføre sig som man normalt ville på en arbejdsdag, hvor man skal på kontoret, undgår man at falde i søndagsfælden.
Gå på arbejde
Gå en tur om morgenen, før du begynder at arbejde.
Lidt uortodoks, men alligevel. Jeg går som regel fysisk ud af døren, går en tur på 5-10 minutter og vender tilbage til min lejlighed. Den transport gør noget mentalt for mig, så jeg forbereder mig på at "komme på arbejde". Det fortæller min hjerne, at jeg bevæger mig fra én kontekst til en anden. Som bonus giver det lidt ekstra motion :)
Lav et kontor
Indret en formel arbejdsplads, så du er mere "på arbejde" og mindre "hjemme".
Hold dig fra sofaen og sengen.
Hvis det er muligt, så indret et kontor eller en "formel" arbejdsplads et sted væk fra dagligstue eller soveværelse. Find et sted, hvor du bliver mindst muligt generet eller distraheret. Indret det, så det er behageligt at være der hele dagen, for resten af dit hjem skal du behandle som forbudt område, undtaget når der er frokost, du skal på toilet, du holder pauser og den slags.
Når jeg ikke har kunnet lave et kontor, så har jeg gjort det til en regel at holde mig fra sofaen og sengen. De er ikke mine venner i en arbejdssituation og får min hjerne til at tro, at jeg har fri.
Hold arbejdstiden
Arbejd fra 8-16.
Sørg for at arbejde i ca. samme tidsrum som normalt, dvs. typisk omkring kl. 8-16. Personligt begynder jeg ofte tidligere, fordi jeg står op på samme tid, typisk omkring kl. 7-7.30.
Frokost er også samme tid, som du normalt ville holde den.
Arbejde og fritid kan hurtigt smelte sammen på en usund måde, når man arbejder hjemmefra. Man kan blive fanget af noget spændende, og selvom det kan være produktivt, så slider det i længden, og man mister fornemmelsen for, hvornår man har fri og ikke behøver at have dårlig samvittighed over ikke at arbejde.
Hold pauser
Hold fem minutters pause hver 1-2 timer.
Vær særligt opmærksom på ikke at begynde på overspringshandlinger i dine pauser.
Når man sidder hjemme, har man ikke så meget kontakt til andre mennesker. Det kan godt gøre, at man glemmer at få øjnene væk fra skærmen. Sæt gerne en alarm ca. hver 1-2 timer, og tag fem minutter til at lave noget helt andet. De fem minutter kan bruges på at strække kroppen, gå en lille tur, hente kaffe, osv. Du kan også udnytte, at du er hjemme, eksempelvis ved at sætte en vask over eller lign. Så længe man holder tiden og ikke går over de fem minutter.
Når jeg holder pause, er jeg særligt opmærksom på ikke at starte op på noget, der tager mere end de fem minutter, jeg har afsat. Det kan være fristende at gå i gang med at læse nyheder, artikler, osv., men vi ved alle sammen godt, at hvor der er links, er der pludseligt femten tabs med artikler, der skal læses. Det er en potentiel tidsrøver, der suger én væk fra arbejdet.
Jeg sætter tid af i min kalender til at læse artikler, osv, hvor det er arbejdsrelevant. På den måde sikrer jeg, at det ikke går ud over andre opgaver.
Spis ikke hvor du arbejder
Spis væk fra arbejdspladsen.
Vent med opvasken.
Undlad at spise hvor du arbejder, med mindre det er nødvendigt. Det handler igen om ikke at føle dig hjemme, når du arbejder hjemme. Springet fra at spise foran skærmen til at flytte den bærbare over i sofaen er for kort, og det kan ske, næsten uden du bemærker det.
Nu vi er ved spisning, så tager jeg ikke køkkentjansen lige efter et måltid, men venter til en af mine pauser eller til slutningen af dagen. Det hjælper mig med at holde fokus på arbejdet og ikke alt muligt andet.
Ingen underholdning eller overspringshandlinger
Ingen spil, tv, leg med børn, husarbejde eller lign.
Spil, TV og andre distraktioner bør være no-go. Undlad også helst, at det kører i baggrunden. Igen hjælper det at have en arbejdsplads væk fra dagligstue, osv. Der kan jo være andre hjemme, som lige tænder TVet.
Musik er fint og kan, afhængigt af temperament, faktisk hjælpe nogle mennesker med at fokusere.
Personligt holder jeg mig i øvrigt fra at lave husarbejde i arbejdstiden. Det er fristende, men det æder min tid, og så må jeg finde den et andet sted. Og eftersom jeg gerne vil holde min arbejdstid, så duer det ikke særligt godt med den slags fristelser. Til gengæld har jeg sparet noget transporttid ved at arbejde hjemme, så der har jeg god tid til husholdning, leg, osv.
Hold kontakten
Snak med kollegaer i arbejdstiden.
Husk venner og familier i fritiden.
Ikke alle har det godt med at sidde alene hjemme, så husk at holde kontakten. Jeg bruger firmaets chat-løsning og telefoni en del, også nogen gange bare for at få lidt bekræftelse eller livstegn fra omverdenen. Man kan hurtigt føle sig lidt ensom, når man er alene, og det er efter min overbevisning temmelig usundt for mennesker helt generelt.
Det gælder også i fritiden. Mange får "tanket op" med social kontakt på arbejdspladsen og har ikke nødvendigvis brug for det, når de kommer hjem. Det kan lyde dramatisk, men social fobi er faktisk noget man ser udvikle sig hos folk, der isolerer sig.
Med regeringens seneste tiltag kan man ikke så godt mødes med vennerne i sin fritid, men vi er i den situation så heldige, at vi er forbundne som aldrig før. Mød venner på Facetime, Skype eller andet i fritiden. Vi har alle brug for social kontakt.
Udnyt at du ikke bliver forstyrret
Arbejd på opgaver, der kræver fokus.
Når jeg ellers har styr på mine rutiner, så arbejder jeg ret effektivt hjemmefra. På kontorene er der ofte forstyrrelser, og det er ikke sjældent, jeg føler, at jeg ikke rigtigt har fået lavet noget, fordi folk hele tiden larmer eller rykker i mig.
Derhjemme har jeg mulighed for at fordybe mig og fokusere på de opgaver, jeg arbejder på. Jeg ved godt, det ikke er alle, der har det godt på den måde, men for dem, der er som mig, er det en gave at få den ro.
Gå hjem
Gå en tur efter arbejde.
Ligesom om morgenen går jeg ud af lejligheden, går en tur og går hjem igen, så overgangen imellem arbejde og fritid bliver tydelig. Det hjælper til at koble hjernen fra og lægge de ting fra mig, jeg arbejder på.
Hold fri
Når du er færdig med arbejde, så hold fri. Jeg har selv et par ritualer, som hjælper mig til den overgang. Blandt andet hopper jeg ofte i søndagstøjet, men jeg spiller også PlayStation, ser Netflix, tager en øl, osv.
Inddrag din partner og børn
Lav retningslinjer og snak med din familie om dem.
Snak og leg i frokostpausen.
En af de største udfordringer ved at arbejde effektivt hjemmefra er familien. Ægtefællen eller kæresten vil gerne snakke. Børn vil lege. Det kan være svært at forstå, at man ikke er tilgængelig, selvom man er der fysisk. Det er nemt lige at tage diskussionen om, hvad vi skal have til aften, når man nu alligevel er der.
Sørg for at inkludere dem i dine nye vaner, så de er med på, hvorfor du gør, som du gør. Lav tydelige retningslinjer for hvornår og hvorfor de må forstyrre dig. Afsæt evt. tid (frokost er oplagt) hvor man kan snakke eller lege.
Tilgiv dig selv, når du fejler
Som jeg skrev i starten kan der opstå kognitiv dissonans, når man arbejder hjemme. Det er ikke lige let for alle at håndtere det, og det er normalt at fejle. Det er velkendt (for mig i det mindste), at hvis man først er trådt i, så kan følelsen være, at nu er det lige meget, slaget er tabt, og jeg kan lige så godt henkaste mig til hedonistisk selvdestruktion i sofaen (ikke helt ulig når man er i gang med at slanke sig, og man tager den første håndfuld chips og derefter tænker "oh well" og æder hele posen, for nu fik man ikke slanket sig den dag).
Det er ok at fejle.
Det gør alle. Men man behøver ikke at gå all in og gøre det resten af dagen. Selvbebrejdelse, dårlig samvittighed, osv. har en tendens til at hive os endnu længere ned.
Hvis man har rutiner og vaner, har man noget at falde tilbage på. Så tilgiv dig selv og kom videre.